Jernet var altid koldere om vinteren. Det bed i mine kinder dér, hvor rusten havde ædt den gamle lædermaske. I tolv år havde jeg aldrig set mit eget ansigt. Jeg blev kun kaldt Husets Skam.
Den aften strålede den Store Sal under tusind stearinlys. Adelen lo, drak krydret vin og fejrede Arveægteskabet. Den gamle greve var død, og grevinden forberedte sin datter, Lady Clara, på at modtage arveringen for endeligt at kontrollere godset.
Jeg var blevet hentet fra tjenerkvartererne for at tjene som offentlig ydmygelse.
— « Stå ret, dit beskidte væsen », spyttede en vagt og slog mig bag på benene med sin lanse.
Jeg snublede, mine lænker klirrede mod min iturevne elfenbenskjole. Grevinden, som sad ved æresbordet i mørkerød fløjl, smilede koldt.
— « Lad hende ikke falde. Hun ville ødelægge skønheden i min datters aften. »
Gæsterne brød ud i latter. De stirrede på den rustne jernmaske, som dækkede hele mit hoved. To små sprækker tillod mig kun at se.
En adelsmand spurgte, hvorfor jeg bar denne maske.
— « Det er et barn af synd », svarede grevinden. « Masken skjuler hendes forbandede ansigt for hæderlige folks øjne. »
Jeg holdt blikket nede. Jeg kendte hverken mit navn eller min fortid. Kun jernets vægt og slottets grusomhed.
Så trådte den gamle præst, fader Alistair, ind i salen med hellig olie og ringen mærket med en hylende ulv. Mens han velsignede gæsterne, standsede han foran mig.
Hans tommelfinger strejfede min hals, hvor maskens krave var gledet en smule.
Pludselig blev han bleg. Under kraven viste der sig et rødt ulvemærke. Olieflasken faldt og knustes mod gulvet.
Hele salen frøs til is. Præsten trak sig tilbage, og det han sagde med rystende stemme chokerede alle. 😱😱😱
👉 For at opdage hele historien og finde ud af hvad der sker næste gang, læs artiklen i den første kommentar 👇👇․
— « Denne unge pige… bærer det sande hus’ blod. »
Stilheden knuste den Store Sal som en frossen storm. Adelen så skrækslagne på hinanden, mens grevinden blev bleg i stearinlysets skær.
— « I vrøvler, gamle mand », spyttede hun hårdt. « Den skabning er intet andet end en forbandet bastard. »
Men fader Alistair rystede langsomt på hovedet.
— « Nej… jeg ville kunne genkende det mærke blandt tusind. Den røde ulv er grevens første slægts hellige segl. Kun børn af hans sande blod bærer dette mærke fra fødslen. »
En mumlen af chok gik gennem bordene.
Lady Clara trådte et skridt tilbage og klemte arveringen tæt ind til sig.
Den gamle præst gik tættere på mig igen, med øjne fulde af følelser.
— « For tolv år siden fødte grevens første hustru en datter, før hun døde mystisk i branden i nordtårnet. Den nat forsvandt barnet… og grevinden erklærede, at det var dødt. »
Mit hjerte stoppede næsten.
Brudte minder flød gennem mit sind: en vuggevise… en kvinde med gyldent hår… en stemme der sagde mit navn.
Grevinden skreg pludselig:
— « Vagter! Grib hende med det samme! »
Men ingen vagt bevægede sig.
For alle så nu på mærket på min hals… og forstod endelig sandheden.
Pigen gemt bag jernmasken var ikke en skam.
Hun var den retmæssige arving til godset.
